24. dec: Fastavalminder 2010-2011

Glædelig jul, så er det sidste kapitel her:

2010

Jeg var tilbage som dommer, og så havde vi lejet et sommerhus lidt væk fra skolen. Det var en god, lang gåtur både morgen og aften, men det var fantastisk at have en base, og det var endnu bedre at have rigtige madrasser og kunne snakke sig i søvn uden at vrede folkemængder hev fakler og høtyve frem.

Så lavede vi Toasthalla for første gang. Konceptet er at kombinere toasts og nordisk mytologi (Valhalla). Jeg havde lavet en god del af forarbejdet, men præsterede så at drikke mig fuld aftenen før vi skulle lave toasts. Resultatet var vanvittige tømmermænd, så jeg var nødt til at gå i seng igen og overlade meget af arbejdet til Kristo og – troede jeg – Klaus, men han havde vist også for mange tømmermænd til at præstere det store.

Vores dommerlokale var et lille kælderrum fyldt med fustager. Vi sagde meget “metal”, som i musikgenren, gerne udtalt på engelsk. Dels fordi der var metal-inspirerede scenarier, dels fordi flere af os elsker musikgenren.

Banketten var fed, blandt andet takket være Søren Ebbehøj, der leverede vafler og sovs. Det blev en bizar kombination af toasts og vores hæderkronede kombo af kage og sovs, og det var legendarisk ækelt. Magnus blev ret fuld og lagde sig til at sove på mit jakkesæt.

2011

Solen skinnede hele tiden og jeg drak mange fadøl i solen. Jeg var overdommer, og brugte alt for meget tid i et mørkt spillokale med at diskutere scenarier. Vi blev vanvittigt forsinkende med vores nomineringer, dels på grund af en drabelig diskussion, dels fordi vi til sidst var så trætte, at vi ikke kunne formulere nomineringsteksterne.

Før det gentog vi Toasthalla. Denne gang var ingen af os særligt tømmermandsramte, men Kristo kom demonstrativt for sent, så Klaus og jeg kunne smage vores egen medicin. Vi lavede et velfungerende samlebåndssystem, og det var stadig travlt og hårdt, så det har ikke været sjovt året før med mindre bemanding. Der var nok flere af de fantastiske kioskfolk involveret.

Vi havde en hytte på den nærliggende campingplads, og det var endnu federe end sommerhuset året før. Det var tættere på, hvilket i sig selv var godt, men samtidig betød det, at der kom en hel koloni af Fastaval-gængere på campingpladsen, og det var superhyggeligt.

Søndag var der grillfest foran vores hytte inden jubilæumsfesten. Det mindskede hvor meget jeg savnede banketten, men jubilæumsfesten var stadig for varm og trang. Magnus blev ret fuld og lagde sig til at sove på mit jakkesæt.

23. dec: Fastavalminder 2008-2009

2008

Det var første år jeg var dommer, og som jeg har pevet lidt over på bloggen tidligere på måneden er det ret dominerende i forhold til ens oplevelse af Fastaval. Jeg kan ikke huske særligt meget af connen ud over hvad jeg spilledte og så ting der har med dommeriet at gøre. Jeg spilledte Løgstør og Før Høsten, og især Før Høsten gik godt. Jeg havde fået et ret ungt hold, hvilket kan være udfordrende i et scenarie der handler så eksplicit om sex, men det gik generelt fint.

Jeg har mange minder fra dommerlokalet, men mange af dem bør enten forblive hemmelige eller er svære at forklare på kort plads. Husker at Johs på et tidspunkt lå i fosterstilling i lokalet og klynkede under en særligt svær debat.

Banketten står ret klart i erindringen, bl.a. fordi jeg vidste at mit eget bord ville ende med tre Ottoer. Miljøet er så småt, at man ikke kommer uden om at nogen i juryen er venner med nogle af forfatterne. Måske ligger der et godt blogindlæg i hvordan vi håndterer det, men et umiddelbart problem det år var, at vores banketbord var endnu mere højrøstet og provokerende end sædvanligt. Det føltes akavet at virke så arrogante, når jeg var med til at dele Ottoer ud til mine venner, og jeg havde foretrukket hvis aftenen havde kunnet forløbe sobert og seriøst. Mikkel blamerede sig på scenen, da han lavede en dårlig og meget indforstået vittighed på Sanne Harders bekostning. Jeg tror hun som den eneste udenfor vores bord forstod den, men alle andre blev utroligt forargede over hvor grov han var.

Sidst på aftenen blev jeg trængt op i en krog af en forsmået forfatter, og jeg var fuld nok til ikke at være specielt diplomatisk. Efterfølgende ærgrede jeg mig både over ikke at have haft fingerspitzgefühl i situationen og at jeg selv havde været for spids i min kritik af en Otto et par år før.

2009

Kristo, Morten og jeg havde Dyst med, og Kristo og jeg havde også novellen Slaaraphenland med i Imperiet-antologien. Optakten var noget kaotisk, da vores dyrt producerede kort til Dyst ikke var kommet frem fra Tyskland. Vi betalte ekstra for at få dem leveret direkte til Fastaval i sidste øjeblik, og panikken fortog sig.

Jeg spilledte Kreativ Klasse og Aftenstjerner og spillede En Brist i Troen, Happy Ends og Intet Hjem, Tusind Stjerner. Mine oplevelser med at spille var klart bedre end med at spillede. Jeg tror jeg er blevet en dårligere spilleder undervejs, for det er virker dårligere end det gjorde engang. Måske er scenarieudviklingen gået væk fra mine evner.

Både Dyst og Slaaraphenland kørte godt på Fastaval, men det var frustrerende at meget af opmærksomheden gik til kagescenariet der var kradset sammen på et par aftener i modsætning til det meget ambitiøse Dyst. Banketten bød på en Otto, hvilket var en stor tilfredsstillelse. Vi vidste godt at Dyst var godt, men det var vigtigt for os at blev anerkendt. Festen fortsatte for mit vedkommende til den lyse morgen. Det var om lørdagen, og søndag kom vi på besøg i elitens sommerhus og vi spiste kød og drak øl med Lars Andresen og Kristoffer Apollo.

Jeg havde håbet at være færdig nu, men julen har fået ram på mig, så de sidste par år må vente til i morgen. Jeg har desværre ikke gemt et eller andet genialt indlæg til juleaften.

22. dec: Fastavalminder 2003-2007

Anden del af mine Fastavalminder

2003

I året der var gået var der sket meget for mig rollespilsmæssigt. Jeg havde været på Orkon og mødt en masse mennesker, som ikke vil blive namedroppet, fordi det ikke skete på Fastaval og så havde jeg skrevet mit første scenarie til Viking-Con. Og på Fastaval spillede jeg så meget rollespil at jeg dårligt havde tid til at nå i baren. Spilleder på Dybt at Falde onsdag, Det Glade Land og Fyraften torsdag. Fyraften var rigtig godt, men jeg husker det mest fordi det blev grundlaget for mit venskab med Klaus Meier – vi spillede to gutter der hang i baren og drak sæt. Var det så fredag jeg havde en spilleder-marathon med Kød og Svanevang? Begge var fremragende scenarier, men de var også meget lange og jeg endte med at spillede i 21 timer i træk. Hvis jeg har styr på dagene var det Mænd af Ære lørdag eftermiddag og så det afsindige Fremtiden er Nu! om aftenen. Endelig Guru søndag.

Banketten husker jeg mest for at Mads Brynnum og Morten Malmros Jespersen stjal specialprisen, da den ikke blev uddelt det år. Vi er også nået op i en tid hvor der pludselig er mange mennesker jeg gerne vil namedroppe, men mange af dem kan jeg ikke huske hvornår jeg mødte første gang, og der er heller ikke plads, hvis min beretning ikke skal degenerere fuldstændigt.

2004

Efter fire år havde jeg endnu en gang taget mod til mig og indsendt en synopsis til Fastaval. Efter to succesrige Viking-Con scenarier troede Kristo og jeg på vores chancer, men vi blev desværre afvist, og det samme gjorde Klaus Meier. Så skete der noget mærkeligt Mads og Morten havde dannet en forfattergruppe til at skrive et eller andet artsy scenarie og de ville have flere folk med på projektet. På en togtur hjem fra RUC udtrykte jeg min interesse og Morten bad mig om at skrive en ansøgning. Det gjorde jeg så, og kort efter fulgte Klaus og Kristo trop. Pludselig var forfattergruppen Absurth dannet, og alt ændrede sig. Logikken sagde, at fem mennesker bragt sammen til at skrive et scenarie ikke ville virke. Men i Absurth opstod der en gruppedynamik der var meget unik, og som var med til at bygge venskaber med en overraskende hurtighed og intensitet. Andre venskaber led under det, for Absurth var fra starten følelsesladet og svært for andre at forstå.

Vi skrev vores scenarie og førte os frem på rpgforum. Vi ville høres, lægges mærke til. Vi synes selv vi var sjove og ironiske, men de fleste synes nok mest vi var nogle idioter. Men vi var blevet hørt. Folk på Fastaval jeg aldrig havde talt med havde en holdning til os, og ofte en fjendtlig attitude.

Jeg spilledte Et Hjerte af Guld, som jeg elsker, og jeg spilledte Chiaroschuro, som jeg elsker. Det sidste sammen med Klaus efter et par hurtige shots i baren. Det havde mere karakter af performance end egentlig spilledning. Jeg spillede Ligemænd, hvor 15-årige Sigurd Buch var med og blev vidne til og deltager i afsindige guy-on-guy sexscener på tid. Jeg spilledte Con med sindssyge tømmermænd og nærmest uden at have læst det. Afviklingen husker jeg mest for at Klaus bad Lene Kaaberbøl have sex med en plante.

Banketten var præget af en lidt ond stemning. Pizzabanketten var startet som et fantastisk initiativ, men på en eller anden måde var det blevet til hhv. elite- og pøbelbanket. Jeg var egentlig ligeglad med den onde stemning – Mikkel vandt Publikumsprisen og Klaus og jeg dansede under scenen mens han sang Tom Waits. Og Et Lystspil vandt en otto, og vi troede at alt vi rørte ved ville blive til guld. Palle Schmidt byttede vores effekt-otto ud med hans bipersons-otto, og det var mægtig sjovt.

2005

Efter sidste års succes troede vi, at vores scenarier skulle gå deres sejrsgang i 2005. Selv kastede jeg mig ud i et alt for artsy projekt som jeg ikke kunne gennemføre. Resultatet var dårligt og først færdigt lige op til connen.

Spiloplevelserne var for mit vedkommende temmelig jævne indtil lørdag aften. Der blev en ellers skuffende Fastaval forløst, da jeg spillede A Day in the Life med Dennis Gade Kofod som spilleder og Luisa Carbonelli, Sebastian Flamant og Brian Rasmussen som medspillere.

Socialt var Fastaval for mig præget af en stigende fornemmelse af ikke at høre til. Jeg har svært ved at vurdere hvor meget der var den reaktion jeg fik fra folk og hvor meget der var hvad jeg selv kom med af følelser og forventninger. Måske var jeg bare i limbo mellem at være almindelig, anonym deltager og så at være en del af etablissementet. I hvert fald syntes jeg baren blev mere og mere præget af irritererende, fulde mennesker, og jeg syntes altid der var for meget larm til at tale med folk.

2006

Kristo og jeg skrev sammen igen. Vi har altid haft et godt samarbejde fordi vi kan meget forskellige ting, men har glæde af hinandens evner. Scenariet var ”Den Brændende Vinds Ild”, en klar contender til værste titel i Fastaval-historien. Det var inspireret af 1001 Nats Eventyr og Pulp-genren, dvs. Indiana Jones og den slags. Det var noget med små fortællinger inde i en stor fortælling, og vi arbejdede virkelig med at integrere fiktionerne, men det kom aldrig helt til at virke. De små fortællinger var noget af det bedste rollespil vi har lavet, men rammefortællingen var flad og bandt ikke enderne sammen.

Jeg spilledte vores scenarie og Guernica, og så spillede jeg Kongemord, Ulfhednar og Højt under solen. Kongemord var en fantastisk oplevelse, Ulfhednar var solidt og Højt under solen var skuffende. Det endte med at vinde bedste scenarie, hvilket jeg ikke var – og stadig ikke er – enig i. Men jeg har stadig lidt dårlig samvittighed over, hvordan jeg fik sagt det til dommerne, især Maya Krone.

Den store oplevelse var imidlertid Guernica, som jeg spilledte. Det er den bedste spilledning jeg nogensinde har lavet, og alt gik op i en højere enhed. Ikke mindst fordi min gruppe var fantastisk, med blandt andet Tina Arbjørn og Maj Thøfner. Den jeg var mest imponeret over var imidlertid en fyr som jeg ikke kendte, og ikke husker navnet på. Han gav den gas og var kompromisløs, og det var fedt.

2007

Jeg startede Fastaval i caféen og ramte straks det mismod der havde præget det sociale for mig på de sidste par ‘valler. Så kom ham den seje spiller fra Guernica over for at sige, at han havde været vildt glad for at spille det, og havde syntes jeg var en god spilleder. Det var fantastisk bekræftende, fordi jeg pludselig oplevede at vi delte både oplevelsen og en gensidig respekt på grund af en god spiloplevelse. Jeg kan stadig ikke helt forklare det, men jeg blev sgu så opløftet af den samtale, at jeg ikke siden har følt mig udenfor på Fastaval. Som nævnt tidligere kan jeg ikke huske hvad han hed, men den mand ændrede min Fastavalhistorie. Tak!

Scenariemæssigt kørte jeg Sparta og En lærke lettede. Det blev begge fine oplevelser uden at være noget særligt. Jeg spillede Elsket og Æret, Mødregruppen og Superheroes III, som alle gav mig gode men uspektakulære oplevelser. Og så spillede jeg Tvivl og havde en fantastisk oplevelse. Tobias Wrigstad som spilleder, og et hold med Nikolai Schulz, Morten Hougaard og Lars Nyberg, som jeg vist ikke havde spillet med før. De valg vi traf undervejs i scenariet endte med at gå op i en højere enhed, og det svingede generelt.

Jeg husker denne Fastaval som meget harmonisk og opløftende. Jeg husker primært banketten for, at Kristo og Morten smurte deres Otto ind i olivenolie på scenen. Og så følte jeg mig ekstremt inspireret af både Elsket og Æret og Tvivl, og havde lyst til at gå hjem og skrive scenarier. Imidlertid præsenterede Kristo mig for Kristoffer Apollo, og jeg mindes at det det var Kristo der fik sat op at jeg skulle være med på Apollos dommerhold i 2008.

Det er sjovt at finde ud af, at mange af mine første Fastavaller står markant klarere i erindringen end dem i denne periode. Har jeg bare været mere fuld? Eller var der bare flere nye indtryk de første par år, som har brændt sig ind i erindringen. De første par år kan jeg placere, hvornår jeg lærte bestemte folk at kende, pga. bestemte begivenheder, og jeg kan generelt huske i hvilken rækkefølge jeg spillede bestemte scenarier, men det er mere eller mindre sort for mig i denne periode. Måske er det bare et tegn på, at alderen er begyndt at trykke.

Tredje kapitel kommer imorgen.

21. dec: Fastavalminder 1999-2002

Efter et meget langt tilløb har jeg nu skrevet min Fastaval-historie. Den indeholder sentimentale minder, namedropping og skamløs selvrefleksion, så nu er du advaret. Her er første kapitel, der går indtil 2002. Props til Mette Finderup for at starte projektet i 2008: http://fastaval.blogspot.com/

1999

Jeg gik i 2.g. og spillede kun rollespil med mine venner hjemme i Ringsted. Oprindeligt var jeg blevet lokket med af min GM, Morten Skaanild, men han måtte selv melde fra, så jeg endte med at være alene på Fastaval. Jeg ankom torsdag formiddag og opdagede til min skuffelse at jeg slet ikke havde fået nogen spilpladser den dag. I frustration gik jeg ned til butikkerne og købte en vampire-bog, som jeg lagde mig op i sovesalen og læste i. Efter en time havde jeg fået nok af det og tænkte at jeg måtte ud og opleve connen. Jeg dryssede omkring indtil jeg blev indfanget af nogle brætspillere, som lærte mig to ting. At spille Junta og at Fastaval er et sted hvor alle er bundet sammen af glæden ved at spille. Senere på dagen så jeg nogen der spillede Blood Bowl og spillede en kamp. De sagde de klarede sig godt i turneringer, men jeg vandt alligevel, og det var lidt stort for en 17-årig, der var kommet på Fastaval uden venner.

Næste morgen da jeg vågnede i sovesalen faldt jeg i snak med gutterne der sov ved siden af. Det kom sig af, at der var dukket en bh op i det bjerg af bagage vi uforvarende havde bygget i fællesskab. Ingen tog æren for hverken et natligt besøg eller at gå i dametøj, og til dato ved jeg stadig ikke hvordan den endte der. Men det var et par fine fyre, som jeg desværre ikke husker navnene på. Den ene skulle spille Dr. Bundwalds Hemmelighed på samme hold som mig, og efter scenariet overtalte han mig til at være med på deres hold i hel-con. Det var en kæmpe oplevelse, selvom jeg i dag mest husker at vi luskede rundt på gangene og lavede vilde planer, der aldrig blev til noget.

 Jeg spillede et par andre scenarier i løbet af connen, det sidste blandt andet sammen med en anden 17-årig 2.g’er fra Sjælland, der hed Klaus Meier Olsen. Vi talte ikke meget sammen og lærte først hinanden at kende flere år efter.

2000

Om vinteren efter min første Fastaval brugte jeg de fleste af mine bus- og togture til gymnasiet på at udtænke et scenarie, som jeg ville skrive til Fastaval. Jeg sendte en synopsis ind, som blev afvist. Det var jeg lidt ærgerlig og utroligt lettet over. Jeg vidste godt, at jeg ikke var klar til at skrive et scenarie. Det ændrede ikke på, at jeg skulle af sted på Fastaval, og i år havde jeg lokket gruppen med. Magnus Udbjørg, Kristoffer Rudkjær og selvfølgelig Max, Jacob, Mads og endda Christian selvom han ikke rigtig var med i vores gruppe. Jeg havde fortalt om vidunderne ved hel-con, så vi meldte os prompte til årets mafia-spil. Jeg mødte endda mine to hel-con kammerater fra sidste år, som vi fik rekrutteret til vores hold. Endnu engang havde jeg en mægtig oplevelse, selvom jeg mest husker at gå rundt på gangene og lægge planer, der aldrig blev til noget. Og så noget med folk der sagde billyde og kastede med bordtennisbolde.

Jeg kan huske jeg var så opslugt af hel-con, at jeg sprang fra et scenarie eller to undervejs, men jeg fik dog spillet nogen undervejs. Det Sidste Korstog var en stor oplevelse, og endelig var der F-dag, der var mere interessant end godt. Men jeg var med til at korsfæste Christian Schack og spillede på holde med Nina Essendrop, der var ung og forsigtig og sparkede så utroligt meget røv når hun spillede.

2001

Fastaval var nu ankommet til Skovvangsskolen, hvor den ville holde til i tre år. Det blev også startskuddet til en ny epoke for mig, da det var året hvor jeg begyndte at spille scenarier hele tiden. Altså hver blok, uanset om det krævede en tur i reservekøen eller skamløs nepotisme. Jeg havde Tore Vange som spilleder på et par scenarier og han rockede for vildt. Så kørte jeg selv Jannes Dagbog og talte kort med Mikkel Bækgaard, selvom der gik et år endnu før vi blev venner. Jeg kørste også Obstruction og kan huske efterfølgende at have fuldemandsdebatter med Morten Jæger og Paul Hartvigson om forsvarligheden af voldtægtsscenaer i rollespil.

Det er et år der for mig flyder sammen med de efterfølgende. På grund af skolen, fordi jeg spillede scenarier hele tiden, og fordi det var der, jeg for alvor var begyndt at se pointen i baren, og de fleste aftener drak jeg mig fra sans og samling. Mon det var det år jeg drak mig fuld med Niels Ladefoged? Og var det med ham jeg sang socialistiske kampsange i baren?

2002

Årets Fastaval husker jeg bedst for tre meget bemærkelsesværdige spiloplevelser og så for at være det første år jeg var med på banketten. Jeg havde Henning Basballe som spilleder på Elevator, og det er til dato en af mine bedste spiloplevelser. Så spilledte jeg 1:1, som nærmest ikke var rollespil, men som jeg alligevel havde en skøn oplevelse med. Og endelig var der Sammensværgelsen, som affødte en af mine yndlingsanekdoter fra Fastaval. Kristo var gm, og gruppen bestod bl.a af Jesper Hebøll, Nikolai Schulz og Morten Hougaard, som vist alle var med for første gang. Det handlede om et fejlslagent attentatforsøg mod kejser Nero, og alle spillede som galdt det livet. Alle undtagen Piso, som rollen hed. Spilleren fandt en marsbar frem i scenariets klimaks, og efter flere storladne dødscener gik det op for ham at han hellere måtte springe på vognen, hvilket han gjorde med ordene: ”Jeg tager sværdet og …”, og så lavede han en lyd som når et barn vil lave pruttelyde for sjov.

Til banketten blev vi proppet ned i et hjørne med nogle folk vi ikke kendte, heriblandt Philip Stack. Vi faldt fint i hak og havde en mægtig fest, hvor jeg blev dundrende beruset. Jeg kan huske Jacob Klünder holdt en lang tale fra scenen mens vores bord sang ZZ-Top-numre. Og jeg kan huske Elevator vandt en otto og jeg blev vildt glad fordi jeg var meget vild med det. Det er jeg sådan set stadig.

Næste kapitel kommer i morgen.

20. dec: Rollespils flirt med det totalitære

Endnu engang er jeg lidt sent på den med dagens post. Beklager.

I aften, d. 21. december, er der et spændende arrangement som du skal tage med til. Det er en paneldebat om rollespils flirt med det totalitære, og panelet består af Peter Fallesen, der skal snakke om totalitaritet, Peter Munthe-Kaas og Claus Raasted, som begge skal tale om scenarier de har arrangeret, og endelig mig selv, der skal tale om Warhammer 40K.

Det er i Huset i Magstræde kl. 19 og jeg synes I allesammen skulle dukke op. Ellers går I glip af mine tanker om de her billeder:

19. dec: Det store football scenarie

Jeg gætter på der er få læsere på den her blog, der ikke ved, at jeg er meget glad for amerikansk fodbold. Faktisk sidder jeg lige nu, midt om natten og ser en kamp med mit yndlingshold. I skrivende stund sidder jeg faktisk og ser på en strømafbrydelse omkring stadion. Sammen med tordenvejr er det en af de få ting der kan afbryde en kamp. En af mine store drømme er, at skrive det store scenarie om amerikansk fodbold.

Der er flere elementer i det. Jeg elsker sportsfilm, og selvom man kan mene at Dyst er et sportsscenarie, så ville jeg stadig gerne skrive et, der virkelig handler om sport. Samtidig er der et formidlingsaspekt. Det her er en sport jeg elsker, og jeg vil gerne vise alle andre, hvorfor den er så fantastisk. Jeg kan ikke skrive en bog eller lave en film, men jeg kunne lave et scenarie.

Det er imidlertid ikke helt nemt at finde det rigtige koncept. For hvilken historie er det man skal fortælle? Og kan man komme uden om at smide en masse ydre modstand ind i form af andre hold eller spillere, som man på en eller anden måde skal konkurrere mod? Hvilket niveau af sporten skal det handle om? NFL er det flest kender, men college og high school giver yngre roller i andre livssituationer.

Det er i hvert fald et drømmescenarie at komme til at skrive for mig. Men først hvis den rigtige idé rent faktisk materialiserer sig.

18. dec: Banketten

De seneste år har banketten på Fastaval været under pres. Den har været flyttet til lørdag, delt op i flere lokaler, og sidste år helt erstattet af den såkaldte jubilæumsfest. En del af det skyldes logistiske udfordringer, såsom problemerne med at skaffe en skole der både har nok spillokaler, sovepladser og en stor sal til banket. Men der er også reelle kritikpunkter, og jeg ved at nogen spørger, om vi overhovedet skal have en banket.

Jeg har hørt mange kritikpunkter fra forskellige folk. Maden er alligevel for dårlig. Det er fjollet at klæde sig ud i fint tøj, vi er jo stadig nørder i en gymnastiksal. Det er besværligt at rydde op efter den om søndagen. Ottoerne fylder for meget. Der går for lang tid inden den “rigtige” fest går igang. De fleste af kritikpunkterne er sådan set reelle nok. Ikke desto mindre mener jeg at banketten er vigtig, og den er vigtig at holde i noget der i hvert fald minder om den traditionelle form.

Fastaval har Danmarks bedste scenarier, og det er ikke engang tæt. Det er også de bedste i hele Norden. Faktisk er de gode nok til, at selv amerikanerne nu har fået øje på os. Der er mange grunde til, at der er opbygget den scenariekultur på Fastaval, men en af dem er Ottoerne. Det er fedt at skrive et scenarie til Fastaval fordi det bliver læst og bedømt, fordi der er muligheden for hæder og ære. Det ville være forfærdeligt, hvis det var det eneste der drev folk til at skrive, men jeg kender mange forfattere som selv siger, at de arbejder hårdere, presser sig selv til at være mere kreative, osv. fordi det er til Fastaval og fordi de gerne vil vinde en Otto eller i hvert fald nomineres.

Ottoen er en institution. Den bliver ikke irrelevant af, ikke at have de bedste betingelser et år eller to. Men den skal ikke desto mindre vedligeholdes fra år til år. Eksempelvis bliver kategorierne justeret en gang imellem, så de kan følge med tiden – sidste større tilpasning var i 2005. Når folk kæmper for at få en Otto, så er det fordi der er en vis prestige opbygget. Hvis ikke den bliver vedligeholdt vil den gradvis miste sin tiltrækning. I den sammenhæng er det vigtigt at kigge på, hvad det reelt er, folk kan vinde. De kan vinde en gipspingvin med guldspray på og en billig flaske Asti. Og så kan de vinde en tur på scenen foran 300 ligesindede der klapper og hylder dem. Og det er den anderkendelse, der efter min mening er grundlaget for den prestige vi tillægger Ottoen. Det er i turen på scenen at følelserne ligger, det er der kulminationen på sliddet er.

Derfor skal vi vedligeholde den oplevelse det er, at gå på scenen og få en Otto. Derfor skal showet tage den tid det tager, og det skal have fornuftige rammer. Det behøver ikke nødvendigvis være til en siddende banket, men rammerne til sidste Fastaval var simpelthen for dårlige. Det var for småt, for varmt, for larmende og for svært at se noget. Jeg synes egentlig det er fint, at dem der virkelig ikke interesserer sig for Ottoerne kan snige sig udenfor, hvis de vil, men det skal ikke være noget folk er presset til, fordi det er for besværligt at klemme sig ind. På den måde kommer den næste generation af Fastavalgængere ikke til på samme måde at blive opdraget med Ottoens betydning. Potentielt risikerer vi at miste den næste generation af forfattere, fordi de enten ikke gider at skrive eller bare ikke føler sig drevet til at lægge den ekstra indsats for at få en gipspingvin og en flaske Asti.

Om banketten skal være siddende og om lørdagen er en helt anden diskussion. Jeg synes banketten er perfekt som afslutning på Fastaval. Det er et stort, dejligt farvel-ritual. Derfor skal den ligge lørdag. Samtidig er det muligheden for at få talt med en masse mennesker, som man måske kun ser en gang om året. Den siddende banket giver muligheden for at få overblik og opsøge mennesker. Jeg vil gerne have mulighed for at snake med folk jeg ikke har nået at tale med før på Fastaval, folk jeg har spillet sammen med, men aldrig fik rost for at være cool, osv. Sidste Fastaval var der folk jeg decideret ledte efter under festen men aldrig fandt, og derfor aldrig havde mulighed for at tale med. Det var ekstra ærgeligt som dommer, da vi har en ambition om at få talt med alle forfatterne på Fastaval, for i hvert fald at give dem en chance for at tale om deres scenarie.

Derfor synes jeg, at banketten skal være meget som den altid har været. Jeg har forståelse for, at der kan være faktorer fra år til år som gør det umuligt, men jeg synes der er en kvalitet i det gamle koncept, som vi ikke skal glemme.