11. dec: Er rollespil farligt?

Det er efterhånden nogle år siden rollespil for alvor havde ry for at være farligt. Morten Greis lavede en glimrende gennemgang af debatten på http://planbrollespil.wordpress.com/2011/08/13/historien-om-dengang-rollespil-blev-farligt/. Kort fortalt var der nogle der i 80’erne anså rollespil for farligt af forskellige grunde. Amerikanere mente at det havde gjort en masse folk skøre nok til at begå mord og selvmord. En hjemlig psykolog nævnte hvor farligt det kunne være at man blev for optaget af sin rolle og hobbyen i det hele taget. Og præster sagde, at det var farligt fordi man havde med dæmoner og sort magi at gøre. Det var på mange måder latterligt, men ikke desto mindre er jeg begyndt at spekulere på om rollespil efterhånden er blevet lidt farligt.

Forstå mig ret: Jeg har mødt masser af skøre rollespillere, men ikke nogen der ikke ville have været det alligevel. Jeg har oplevet både mig selv og andre blive lidt for optaget af sin rolle, men efter at have set fan-reaktioner på en henrettelsesscene i slutningen af Game of Thrones kan jeg sige at det ikke er unikt ved mediet. At være for optaget af en hobby kan også være problematisk, som enhver der har hørt min far tale om golf vil kunne bekræfte. Og den sorte magi er helt skøn. Som erklæret ateist tror jeg slet ikke på de dæmoner, men derudover er det jo også bare noget vi leger. Det er jo ikke rigtige dæmoner der bliver fremkaldt, vel?

Men hvad er det så jeg vil frem til? Forleden var der en debat på http://thaismunk.wordpress.com/2011/12/06/6-dec-fuck-playing-close-to-home/ omkring close to home rollespil. Debatten løb desværre lidt af sporet, men den satte nogle tanker igang hos mig. Ikke om hvorvidt bleed og close to home er interessant, men om hvorvidt det er farligt. Eller i det mindste kan være det under bestemte omstændigheder.

En del af det her handler om grænsen mellem rolle og spiller. Lad os tage et eksempel som at spille en romance i et live-scenarie. De fleste vil være enige om at man ikke har sex som en del af rollespillet. Ikke at der ikke kan findes eksempler på folk der har haft det, men de fleste er nok gået relativt stille med dørene, fordi der er et konsensus om at det så ikke længere kun er rollerne der har sex, men i høj grad også spillerne. Det kan man også se ved, at der gennem tiden er lavet indtil flere systemer eller metoder til at illustrere sex, såsom nakkemassage og ars armandi. Jeg synes det er en glimrende grænse. Jeg er sikker på, at jeg ville være ret forvirret omkring ingame-offgame grænses hvis jeg havde haft sex i et scenarie. Men jeg synes også til en vis grad det er en arbitrræ grænse, for hvad hvis jeg sidder i fire timer og kigger en pige i øjnene. Fletter fingre og hvisker søde ord. Ville jeg så ikke også kunne blive følelsesmæssigt forvirret? Jo, kan jeg godt sige. Jeg er blevet det på langt mindre, og det kender jeg masser af andre rollespillere der også er. For selvom man har en rolle uden på, så har man stadig gjort tingene, og i nogle tilfælde følt følelserne.

En af pointerne med bleed er at få spillerne til at integrere dele af dem selv i rollerne for at skabe større identifikation. Det virker. I Frederik Berg Østergaards Fat Man Down skal man mobbe den fede mand, som iøvrigt skal castes på den fedeste spiller. På den måde bliver grænsen mellem rolle og spiller brudt ned, fordi man ikke kun kalder rollen fed, men også spilleren bag, som måske ikke er fed, men helt sikkert er tykkere end man selv er. Frederik bruger selvfølgelig den her mekanik til noget interessant, men jeg har vist allerede afsløret nok om scenariet. Pointen er, at det her er et scenarie der målrettet arbejder med at nedbryde grænsen mellem det rollen gør og det spilleren gør.

Er det så farligt at nedbryde den grænse? Nej, almindeligvis ikke, og det er bestemt ikke så farligt at vi skal holde os fra at udforske den del af mediet. Men når man laver scenarier om eksempelvis mobning eller destruktiv kærlighed (som i Frikard Ellemands BZat)  er det emner, hvor nogen virkelig kan have nogle grimme traumer. Og selvom scenarierne er veludførte og bestemt ikke er lavet for at skade nogen, så giver de ikke desto mindre nogle værktøjer, som under de helt forkerte omstændigheder kan pille ved nogle ubehagelige ting. Måske er det bare mig der ser dæmoner, men jeg savner en debat omkring risiciene ved nogle af de her virkemidler, hvor skævt det skal gå før det er problematisk, og hvordan vi kan sørge for det ikke sker. Hvor meget kan en crazy spilleder fucke med folk fordi han synes det er sjovt?

13 thoughts on “11. dec: Er rollespil farligt?

  1. Ja, lad os have den debat. Det er en vigtig og interessant debat. Og jeg er meget enig i de ting, du siger om bleed og close-to-home

    Min egen kæphest: En af de ting, der irriterer mig ved vores omgang med farlige ting i rollespil er – og nu er jeg ikke sikker på, jeg helt kan formulere, hvad jeg mener – at vi generelt er bange for at give spillerne medansvar for at gøre det farligt, og især at give dem redskaber til at justere, hvor farligt de vil have det. Det virker for mig som om vi for det mest tænker i, hvordan scenariet og spillederen kan bryde spillernes grænser, snarere end i, hvordan vi kan give spillerne (og spillederen) redskaber til sammen at lege med deres grænser – hvilket indbefatter redskaber til at definere, hvor det er, man ikke har brug for at gå hen.

  2. Farligt som i socialt og psykologisk ødelæggende? Jeg tvivler stærkt på at rollespil her har mange chancer som årsag til personlig ødelæggelse.

    Rollespil som i potentielt smertefuldt og usjovt? Det kan det vist godt være! Hvis man, som du nævner, bærer rundt på traumer, kan det godt være ret hårdt at blive slået i hovedet med dem. Specielt hvis man først er blevet mere eller mindre systematisk suget ind i at sætte sig selv direkte ind i spillet gennem en bleedy, “tynd” karakter og derefter sættes i situationer i spillet, hvor man manipuleres som deltager/offer i forbindelse med mobning, overgreb eller what have you.

    Så kunne man selvfølgelig sige at så burde folk med traumer bare holde sig væk fra rollespil, der berører den slags, men det synes jeg egtl. hverken ville være fair eller konstruktivt. En del af attraktionen ved rollespil er at man kan få lov til at lege med emner på en sikker måde, og det kan man jo netop ofte, hvis man har karakterer mellem sig selv og fiktionen, hvis der er sikkerhedsmekanismer og man som spiller sådan da kan overskue hvor spillet er ift. de “grimme” emner, og så videre. Hvis man bleeder sig til maksimal self-insertion, og hvis spillet leger psykologisk eksperiment hvor spillerne er manipulerede subjekter snarere end aktive deltagere med et vist overblik, ryger det sikre. Hvis spillet så endda “har glemt” på forhånd at informere om hvad setuppet er, kan folk få nogle rigtig grimme oplevelser.

    Det er selvfølgelig ikke sådan at man kan engagere med tunge emner uden at spillerne risikerer et vist ubehag, ikke hvis det skal blive interessant, men derfor kan man alligevel godt sætte det op på måder, så folk ikke risikerer deres velbefindende unødvendigt. Bleed kan bruges til interessante ting, men det kan godt nok også bruges på en hensynsløs måde. Selv er jeg blevet mindre og mindre begejstret for det.

  3. Hej Anders,

    Fint indlæg. Du efterlyser noget debat om emnet, og der har måske ikke været meget debat om det, men noget har der været. Tag f.eks. Kaspers og Peters indlæg på planB:
    http://planbrollespil.wordpress.com/2011/03/28/pas-pa-det%e2%80%99-farligt-%e2%80%93-den-rituelle-dans-om-den-varme-gr%c3%b8d/
    http://planbrollespil.wordpress.com/2010/11/26/fortaenkninger-om-ansvar-fare-og-etik/

    En interessant ting ved hele farediskussionen er den, som du opregner, hvor vi har de religiøses ideer om dæmoniske kræfter, der angriber dig gennem din fantasi, de bekymredes ideer om, at man bliver opslugt af sin hobby (en sekulær ditto til de religiøse), og så er der brugernes (altså os rollespilleres) bekymringer omkring de virkemidler, vi anvender faktisk kan have utilsigtede eller skadelige virkninger. Sidstnævnte er den diskussion, som er den relevante, og som jeg læser, at du vil ind på, og nok også den eneste, som er bundet i noget reelt.

    • “De bekymredes ideer om, at man bliver opslugt af sin hobby” – jeg er faktisk ikke så sikker på, det altid er en fjollet, uvidende og ubegrundet bekymring. Nogle af de ting, der fik mig i gang med at spille rollespil var da klart, at det var en mulighed for virkelighedsflugt, og det var ikke helt sundt hele vejen. Ikke at jeg tror, der er særligt mange, der giver sig til at tro, de i virkeligheden er Thrangor den Frygtløse, men eskapisme er ikke ufarligt.

  4. @Anders
    Godt initiativ.

    Når vi snakker om risici ved vi vel strengt taget ikke hvad der kan ske? Jeg kender i hvert fald ikke til nogen velunderbygget clear-cut analyse. Det tætteste på man kommer er vel Markus Montolas interview af folk der har spillet GR og Resan (http://www.digra.org/dl/db/10343.56524.pdf):

    “…as the sample of the study is small, it is impossible to
    comment on the psychological safety of these games. The
    Journey certainly caused bad experiences, but were they
    harmful or merely unpleasant? The community emphasizes
    the need for proper debriefing.”

    Hvad vi ved er at spillere/forfattere/spilledere oplever det de laver som farligt. Måske er det. Måske er det ikke. Fareelementet er i hvert fald med til at gøre det spændende (og det kan man jo så synes er pubertært hvis man er gammel og sat).

    Hvor stiller det så os som miljø?

    Her er jeg (næsten) enig med Peter Fallesen. Som spillere skal vi stille krav til spildesignerne om at få at vide hvad det er vi udsætter os for (i det omfang det ikke spolerer oplevelsen). Men vi har også retten til at vælge at tage bind for øjnene og gå ind til en vild oplevelse, altså aktivt at vælge blind tillid.

    Ift. at undgå at folk der ikke selv har villet det kommer til skade handler det spørgsmål vel også om hvem vi er og hvad der er platformen? Der er en verden til forskel på at have en inviteringsproces der fx involverer obligatoriske workshops, anseelige beløb og obligatorisk partner til Fastavals reservekø.

    Snakker vi Fastaval synes jeg det er svært at placere lorten. Hvis Fat Man Down var gået virkeligt galt hvem skulle så have haft ansvaret? Fredrik Berg Østergård? De scenarieansvarlige? Spilleder? Spillerne? Den tykke? De tynde? Ham der ikke læste foromtalen? Ham fra reservekøen? Ham der aldrig havde prøvet det der rollespil før?

    Jeg synes det er svært at diskutere hvad vi kan gøre for at undgå problemer uden også at diskutere formen på arrangementet. Reservekøen er det helt oplagte sted at starte, men ellers jeg lidt på bar bund. Nogen bud?

    Ift. hvor meget en spilleder kan fucke med folk bare for at gøre det tror jeg miljøet er tilpas lille til at de sociale konsekvenser ved at være en så stor idiot forhindrer større udbredelse ganske effektivt. Jeg er ikke helt sikker på at jeg her svarer på hvad du egentlig gerne vil sige?

    @Anne:
    Et argument imod at lade det være op til spillerne at sætte grænserne i for høj grad er at man kunne forestille sig at spillerne ville sætte grænserne for lavt, bevidst eller ubevidst, til at det blev rigtigt spændende/intenst/sjælesøgende/whatever. Forestil dig et barn der gerne vil cykle, men ikke rigtigt tør lade den voksne slippe pinden i baggagebæreret.

    Det sagt så er det jo bare en mistanke og bestemt et designparameter der kunne være værd at udfordre.

    @Troels
    “…En del af attraktionen ved rollespil er at man kan få lov til at lege med emner på en sikker måde…”

    Det er jeg ganske enkelt uenig i. Jeg er ikke sikker på at jeg forstår hvad det er du mener; mener du at dette forhold også gælder fx mig (eller bør) selvom jeg er uenig? Må jeg som spiller frabede mig hensynet? Er det en legitim præference?

    Og så er jeg iøvrigt enig i at såfremt man ikke informerer (eller faktisk disinformerer) spillerne om hvad der kommer til at foregå skal man være varsom og have en god pointe.

    Frikard

    • Om det “sikre” og attraktionen ved at rollespille med tunge emner for folk, der ikke er hardcore nok til at have lyst til at bleede helt ud og flå hinandens indvolde ud på gulvet fordi det er så vildt, lad mig illustrere konkret.

      Lad os tage en stereotyp nørdet rollespiller, som er blevet mobbet i skolen og stadig har skår i selvtilliden i den anledning. Dem har vi en pæn del af. Kan sådan én have lyst til at lege med mobning som emne? Javist! Der kan være en udpræget personlig interesse, og det er helt OK i min bog. Interesse behøver ikke være “objektiv” og afkoblet fra éns personlige baggrund. Kan vores hypotetiske rollespiller få noget ud af at rollespille med mobning som tema? Jeg vil sige klart ja, og ikke som terapi men som “kunstnerisk” oplevelse. Men hvis rutsjebanen er smurt i fedt og sikkerhedslinjen er blevet klippet*, fordi det skal være vildere, vil vores hypotetiske ven nok ikke få det så godt. Sammen med alle de mange andre, der gerne vil have spil som er intenst men ikke base jumping intenst, om man så må sige.

      Nu skal I base jumpere være ganske velkomne til at udfolde jer, men andre skal sgu ikke uforvarende blandes ind i jeres morskab. Derfor kan vi blive ganske enige om at det er pokkers vigtigt at informere, og ydermere vil jeg hævde at det holder en masse legitimt interesserede udenfor, hvis ultra hardcore uden sikkerhed simpelthen er den forventelige standard, når rollespil rører ved tunge emner.

      Og så har vi spørgsmålet om, hvad “varsom” er? For det er faktisk lige netop det, jeg er ude efter, hvordan man kan rollespille varsomt. Hvad mener du udgør “varsomt”?

      Ydermere er det også et interessant og ikke uproblematisk spørgsmål hvad en “god pointe” er. Er det OK at fucke med sikkerheden og manipulere med spillerne hvis man kan dække sig ind under at man ville lære dem om hvor ONDE de selv er?* Jeg ville sige klart nej og blive edderspændt rasende, hvis jeg selv blev udsat for den slags. Se i øvrigt mere her: http://planbrollespil.wordpress.com/2011/04/28/gotcha/

      *Ja, det er Fat Man Down-referencer.

  5. Rollespil er en form for meget virkningsfuld snak. Jeg er ikke tvivl om at en rollespilssituation ikke bare kan være reference til en tidligere dårlig oplevelse, det kan være et overgreb i sig selv. Mobning er et overgreb også selvom det bare er noget vi leger. Der sker noget ved at vi sætter det ind i en fiktion, det er akademisk er meget interessant, men personligt har jeg intet behov for at undersøge det praktisk.

    Der er noget i mig som mener, at holdningen om at så længe fok er informeret, så er det ok gøre fuck up ting, er problematisk. Vi har et større ansvar for hinanden end det.
    Det betyder ikke at vi ikke skal arbejde med bedre oplysning omkring hvad det er for et scenarie man går ind til. Det er ligesom bare ikke gjort med det.

    Samtidigt synes at det er ok at folk spiller hvad de har lyst til at spille.

    Det største problem er, som Jonas også er inde på, at det ikke er tydeligt hvem der har ansvaret. Hvem har ansvaret for og overblikket til at stoppe legen, hvis den bliver farlig?

    • Mht. ansvaret er det jo en vældig interessant diskussion, som også afhænger af setuppet, både spilteknisk, socialt-i-lokalet og socialt-i-miljøet. Det gør noget, subtilt og svært overskueligt, men ikke desto mindre, hvem der sættes/sætter sig op som skabere, medskabere, deltagere, forbrugere osv.

    • Jeg mener ansvaret er spillederens. Det er denne som kender til spillets præmisser, kender baggrunden for historien og læst forfatterens forord med hvor han vil hen med sit skrevne scenarie. Spillederen kender vejen og skal guide spillerne igennem.

      Scenarier som er af særlig nærværende karakter eller som behandler alvorlige emner, bør have en advarende tekst om dette, så spillere der vælger det, er forberedt mentalt. Forud for spillets begyndelse, bør en spilleder bruge 5 min sammen med gruppen for at danne konsensus om hvor langtrækkende gruppen er villige til at gå – hvis ikke spillere er informerede, da kan nogle scenarier blive meget ubehagelige og måske “farlig” på en psykologisk måde.

  6. @Johs:
    Hvad mener du egentlig? Ud af busken.

    @Troels:
    Hvem har ansvaret for den standard du taler om?

    Hvordan forestiller du en regulering af standarden af sikkerhed i rollespil kunne foregå?

    Der er de scenarier som folk gider at skrive. Der bliver spillet det spil folk gider at spille.

    Ift. at være varsom er det noget der er utrolig svært at definere generelt og noget der hænger ganske intimt sammen med given spilmekanik.

    Det bedste jeg kan komme på er at man tænker sig om en ekstra gang og at man tager ansvar for sit eget spil

    @Rasmus:
    Men når scenariet har været forbi de scenarieansvarlige kan det vel betragtes som at “de erfarne/dem der burde vide bedre/whatever” har sagt god for det?

    Hvad med uerfarne spilledere?

    Eller spilledere som er nogen røvhuller (se Anders’ oprindelige indlæg)?

    /Frikard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s