21. dec: Fastavalminder 1999-2002

Efter et meget langt tilløb har jeg nu skrevet min Fastaval-historie. Den indeholder sentimentale minder, namedropping og skamløs selvrefleksion, så nu er du advaret. Her er første kapitel, der går indtil 2002. Props til Mette Finderup for at starte projektet i 2008: http://fastaval.blogspot.com/

1999

Jeg gik i 2.g. og spillede kun rollespil med mine venner hjemme i Ringsted. Oprindeligt var jeg blevet lokket med af min GM, Morten Skaanild, men han måtte selv melde fra, så jeg endte med at være alene på Fastaval. Jeg ankom torsdag formiddag og opdagede til min skuffelse at jeg slet ikke havde fået nogen spilpladser den dag. I frustration gik jeg ned til butikkerne og købte en vampire-bog, som jeg lagde mig op i sovesalen og læste i. Efter en time havde jeg fået nok af det og tænkte at jeg måtte ud og opleve connen. Jeg dryssede omkring indtil jeg blev indfanget af nogle brætspillere, som lærte mig to ting. At spille Junta og at Fastaval er et sted hvor alle er bundet sammen af glæden ved at spille. Senere på dagen så jeg nogen der spillede Blood Bowl og spillede en kamp. De sagde de klarede sig godt i turneringer, men jeg vandt alligevel, og det var lidt stort for en 17-årig, der var kommet på Fastaval uden venner.

Næste morgen da jeg vågnede i sovesalen faldt jeg i snak med gutterne der sov ved siden af. Det kom sig af, at der var dukket en bh op i det bjerg af bagage vi uforvarende havde bygget i fællesskab. Ingen tog æren for hverken et natligt besøg eller at gå i dametøj, og til dato ved jeg stadig ikke hvordan den endte der. Men det var et par fine fyre, som jeg desværre ikke husker navnene på. Den ene skulle spille Dr. Bundwalds Hemmelighed på samme hold som mig, og efter scenariet overtalte han mig til at være med på deres hold i hel-con. Det var en kæmpe oplevelse, selvom jeg i dag mest husker at vi luskede rundt på gangene og lavede vilde planer, der aldrig blev til noget.

 Jeg spillede et par andre scenarier i løbet af connen, det sidste blandt andet sammen med en anden 17-årig 2.g’er fra Sjælland, der hed Klaus Meier Olsen. Vi talte ikke meget sammen og lærte først hinanden at kende flere år efter.

2000

Om vinteren efter min første Fastaval brugte jeg de fleste af mine bus- og togture til gymnasiet på at udtænke et scenarie, som jeg ville skrive til Fastaval. Jeg sendte en synopsis ind, som blev afvist. Det var jeg lidt ærgerlig og utroligt lettet over. Jeg vidste godt, at jeg ikke var klar til at skrive et scenarie. Det ændrede ikke på, at jeg skulle af sted på Fastaval, og i år havde jeg lokket gruppen med. Magnus Udbjørg, Kristoffer Rudkjær og selvfølgelig Max, Jacob, Mads og endda Christian selvom han ikke rigtig var med i vores gruppe. Jeg havde fortalt om vidunderne ved hel-con, så vi meldte os prompte til årets mafia-spil. Jeg mødte endda mine to hel-con kammerater fra sidste år, som vi fik rekrutteret til vores hold. Endnu engang havde jeg en mægtig oplevelse, selvom jeg mest husker at gå rundt på gangene og lægge planer, der aldrig blev til noget. Og så noget med folk der sagde billyde og kastede med bordtennisbolde.

Jeg kan huske jeg var så opslugt af hel-con, at jeg sprang fra et scenarie eller to undervejs, men jeg fik dog spillet nogen undervejs. Det Sidste Korstog var en stor oplevelse, og endelig var der F-dag, der var mere interessant end godt. Men jeg var med til at korsfæste Christian Schack og spillede på holde med Nina Essendrop, der var ung og forsigtig og sparkede så utroligt meget røv når hun spillede.

2001

Fastaval var nu ankommet til Skovvangsskolen, hvor den ville holde til i tre år. Det blev også startskuddet til en ny epoke for mig, da det var året hvor jeg begyndte at spille scenarier hele tiden. Altså hver blok, uanset om det krævede en tur i reservekøen eller skamløs nepotisme. Jeg havde Tore Vange som spilleder på et par scenarier og han rockede for vildt. Så kørte jeg selv Jannes Dagbog og talte kort med Mikkel Bækgaard, selvom der gik et år endnu før vi blev venner. Jeg kørste også Obstruction og kan huske efterfølgende at have fuldemandsdebatter med Morten Jæger og Paul Hartvigson om forsvarligheden af voldtægtsscenaer i rollespil.

Det er et år der for mig flyder sammen med de efterfølgende. På grund af skolen, fordi jeg spillede scenarier hele tiden, og fordi det var der, jeg for alvor var begyndt at se pointen i baren, og de fleste aftener drak jeg mig fra sans og samling. Mon det var det år jeg drak mig fuld med Niels Ladefoged? Og var det med ham jeg sang socialistiske kampsange i baren?

2002

Årets Fastaval husker jeg bedst for tre meget bemærkelsesværdige spiloplevelser og så for at være det første år jeg var med på banketten. Jeg havde Henning Basballe som spilleder på Elevator, og det er til dato en af mine bedste spiloplevelser. Så spilledte jeg 1:1, som nærmest ikke var rollespil, men som jeg alligevel havde en skøn oplevelse med. Og endelig var der Sammensværgelsen, som affødte en af mine yndlingsanekdoter fra Fastaval. Kristo var gm, og gruppen bestod bl.a af Jesper Hebøll, Nikolai Schulz og Morten Hougaard, som vist alle var med for første gang. Det handlede om et fejlslagent attentatforsøg mod kejser Nero, og alle spillede som galdt det livet. Alle undtagen Piso, som rollen hed. Spilleren fandt en marsbar frem i scenariets klimaks, og efter flere storladne dødscener gik det op for ham at han hellere måtte springe på vognen, hvilket han gjorde med ordene: ”Jeg tager sværdet og …”, og så lavede han en lyd som når et barn vil lave pruttelyde for sjov.

Til banketten blev vi proppet ned i et hjørne med nogle folk vi ikke kendte, heriblandt Philip Stack. Vi faldt fint i hak og havde en mægtig fest, hvor jeg blev dundrende beruset. Jeg kan huske Jacob Klünder holdt en lang tale fra scenen mens vores bord sang ZZ-Top-numre. Og jeg kan huske Elevator vandt en otto og jeg blev vildt glad fordi jeg var meget vild med det. Det er jeg sådan set stadig.

Næste kapitel kommer i morgen.

3 thoughts on “21. dec: Fastavalminder 1999-2002

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s