6. dec: I går ti meter…

Jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg stadig mangler at fortælle om en enkelt kampagne. Space Quest udmærker sig ved at vi kun spiller den præcis én gang om året. Kristo er spilleder, og spillerne er alle de folk der sidder ved og omkring vores bord i bussen på vej til Fastaval.

Kort fortalt går kampagnen ud på at vi flyver rundt i et rumskib, tager på den intergalaktiske restaurantkæde Rum-Monarch og spiser rumbøf med bernaise og rumfritter, mens vi prøver at score flere rumrubiner.

Typisk starter hver spilgang med at vi styrter ned på en planet og rumskibet går i stykker, så vi er nødt til at finde reservedele rundt omkring. Det foregår ved at karaktererne går ti meter i en arbitrær retning, hvor de finder et nedstyrtet rumskib med en strandet karakter. Det fortsættes indtil vi har været forbi nok rumskibe til at alle de spillere, der ikke har en karakter i forvejen er blevet indlemmet i gruppen.

Det primære virkemidle er yndlingsspiller-mekanikken, som går ud på at spillederen med jævne mellemrum redegører for, hvem hans yndlingsspillere er lige nu. Jeg er som regel nummer sidst, men når der kommer nye karakterer vil der ofte være et kvarters tid, hvor jeg ligger over dem, inden de igen overhaler mig. En gang imellem kan jeg også bestikke mig op i rækkefølgen med kage eller kolde kontanter.

Yndlingsspillerrækkefølgen er den, der definerer karakterernes initiativ, altså hvilken rækkefølge de handler i. Ofte vil man kun nå de 3-4 første karakterer i en given situation. Så selvom min karakter Ato har været med i flere år i kampagnen og efterhånden har en del levels i rumtyv og er meget ferm med en blaster vil han ofte aldrig få skudt med den, fordi situationen er afværget inden han kan få lov at gøre noget.